Charlotte Baden (1740 - 1824)
Baden, Sophia Lovisa Charlotte

1740-1824, forfatter.

*21.11.1740 i Kbh., †6.6.1824 smst.

Forældre: major Gustav Ludvig von Klenau (1703-72) og Bolette Cathrine From (1696-1788).

~4.2.1763 med professor ?Jacob B., *4.5.1735 i Vordingborg, †5.7.1804 i Kbh., s. af rektor Jacob B. og Else Jacobine From.

Børn: ?Gustav Ludvig (1764), ?Torkel (1765).

CB blev som femårigt enebarn sat i pleje af sine forældre hos en formuende slægtning Anna Sophie v. den Osten, da faderen som premierløjtnant blev stationeret i Norge. Osten, der var hofmesterinde hos prinsesse ?Charlotte Amalie, sørgede herefter for CBs opdragelse. Prinsessen tilkendte samtidig den lille pige en livsvarig pension og indførte hende i en række fornemme familier knyttet til det tysktalende miljø omkring ?J.H.E. Bernstorff, og hun fik en for tiden progressiv skolegang på fru Rolffs institut i Nyborg. Således rustet gik den 23-årige CB ind i ægteskabet med den fem år ældre filolog og senere professor Jacob B., der to år tidligere var vendt hjem efter studier i Göttingen og Leipzig, centrene for den tyske oplysningsbevægelse.

Efter 21 års efter alt at dømme usædvanlig jævnbyrdigt og intellektuelt stimulerende samliv debuterede CB anonymt i 1784 med brevromanen Den fortsatte Grandison, en inspireret fortsættelse af S. Richardsons brevroman The History of Sir Charles Grandison, 1753-54, der kom i dansk oversættelse 1780-82. Ifølge familiemyten skal hun have indleveret manuskriptet anonymt til sin mand, der drev en slags forfatterskole under titlen Praktiske Forelæsninger på Kbh.s Universitet. Her oplæste, kritiserede og vurderede han afhandlinger og poesier skrevet af de studerende. Efter sigende var han ikke særlig begejstret for CBs roman, hvori hun digter videre på den italienske adelsfrøken Clementias historie. Hos Richardson er den unge Clementia forlovet med Grandison, men han er samtidig bundet af et løfte til den smukke Harriet, som han senere gifter sig med. Clementia sørger dybt, men siden bliver de alle tre sjælevenner, og hun ender med at gifte sig med en sympatisk adelsmand. Richardsons roman ender altså i en slags afklarethed, en slutning, CB øjensynlig ikke var tilfreds med. I hendes version elsker Clementia stadig Grandison og kan ikke svigte denne kærlighed ved at gifte sig med en anden. Men hun kan heller ikke svigte sin sjæleveninde Harriet, og den eneste mulighed er derfor en heroisk død. På trods af det tidstypiske høje og moralske toneleje er det interessant, også for moderne læsere, at iagttage, hvordan CB insisterer på at tilskrive den kvindelige romanpersons reaktioner og handlinger mening. Denne sætten navnlig det kvindelige sjæleliv under lup følger forfatterinden op i en række korttekster, ofte camoufleret som breve, som blev trykt anonymt de følgende år i forlægger S. Poulsens Morgen-Posten. Her viser CB sig som en velskrivende prosaist med sans for en spids karakteristik i personskildringen og i sine fortælleres sprogbrug.

Gik CB i dialog med Richardsons roman med Den fortsatte Grandison, blev det Goethes Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (da. udg. 1820), og den tyske præst og forfatter J.M. Millers lige så passionerede, men siden helt glemte Siegwart, 1776 (da. udg. 1778), hun diskuterede med i disse små fortællinger. Her medvirkede hun som sin mere kendte forfatterkollega ?•Dorothea Biehl helhjertet i det borgerlige opdragelses- og oplysningsprojekt. Men CB kan også siges at gå i dialog med sig selv i et par af brevfortællingerne, der sammen udgør en mini-brevveksling. Genrevalget giver hende lejlighed til at diskutere og især nuancere de synspunkter om dyd og fornuft, opstyltethed over for hjertets dannelse og uhæmmet passion over for behersket følsomhed, som de semifiktive brevskrivere fremsætter. Brugen af brevgenren giver desuden læseren mulighed for at følge med i et idealiseret hverdagsliv, og herigennem var CB med til at etablere en ny litterær tradition, der siden udvikledes af ?•Thomasine Gyllembourg og ?•Mathilde Fibiger.

CBs interesse for brevgenren må givet ses i forbindelse med, at hun selv var en flittig brevskriver. Hun, som var opdraget på tysk, skal således have udviklet sit mundrette dansk i forlovelsesårenes brevveksling. Men der var i tiden også en mere teknisk interesse for det “naturlige”, dvs. ukunstlede brev. Interessen for emnet forbandt sig nok med embedsborgerskabets ideologiske afstandtagen til den ceremonielle adels- og hofkultur, men samtidig fik fremhævelsen af det naturlige brev civilisationskritisk indhold, da genren forbindes med mundtlighed og med kvinders mere oprindelige udtryksform, upåvirket som den var af lærdomskultur og klassisk retorik. Det var i dette kulturpolitiske klima, hvor kvindelige romanfigurer var blevet godt stof, CB kom til orde, skiftevis i eget navn og under anonymitetens dække.

Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. J.G. Burman Becker: Efterretninger om Familien Baden, 1875.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.